Indlæg

Bryllupsvin – hvilke vin og hvor meget vin man skal købe til et bryllup

Et bryllup er en stor begivenhed hvor det godt kan betale sig at ofre lidt ekstra opmærksomhed på vinen. Men hvordan gør man lige det? Det kigger jeg nærmere på her – og samtidigt får jeg også kigget nærmere på hvor meget vin man skal købe ind til bryllupsfesten.

Vinen til maden

Vigtigst er vinen til maden, så lad os starten med at kigge på den del af festen. Til de fleste bryllupper vil man servere en forret, en hovedret og en dessert og man vil derfor skulle vælge en vin til hver af disse retter.

Hvilke vine man skal vælge afhænger først og fremmest af hvilke retter man serverer, men det ender ofte med at man vælger hvidvin til forretten, rødvin til hovedretten og en form for dessertvin til desserten (det kan fx. være en sød dessertvin eller en hedvin som fx. portvin).

Til nogen bryllupper serverer man en mellemret mellem forretten og hovedretten. Til mellemretten afhænger valget af vin igen af hvilken mad man serverer, hvilket betyder at det i nogen tilfælde er muligt blot at fortsætte med den samme vin som man drak til forretten.

Når man vælger vine er det vigtigste som sagt at vinen passer til maden. Men det er også vigtigt at vælge en vin som alle gæsterne synes om. Der er forskel på hvilke vine folk foretrækker, men uanset hvor meget man elsker en bestemt vin, så duer det ikke at servere noget som det kun er halvdelen af gæsterne der synes om. I stedet så gælder det om at servere vin som alle gæsterne kan nyde.

Det er også en god ide at tage hensyn til hvornår på året man holder bryllupsfesten. Der er nemlig forskel på hvad folk foretrækker at drikke om sommeren og om vinteren. Hvis det er sommer og varmt i vejret, så drikkes der fx. mere forfriskende og lettere vine end hvis det er vinter og møgkoldt.

Velkomstdrik og apetizers

Afhængig af hvordan man holder bryllupsfesten, så vil man typisk servere en velkomstdrik når gæsterne ankommer. Det kan fx. være et glas champagne eller anden mousserende vin.

Hvis går længe fra gæsterne ankommer til maden serveres, så kan man vælge at servere en lille apetizer inden mad. Her gælder det endnu en gang om at vinen skal passe til maden og at man skal undgå alt for specielle vine som det kun er halvdelen af selskabet der synes om.

Vin til kaffen og bryllupskagen

Efter maden vil man til de fleste bryllupper serverer kaffe. I den forbindelse kommer der igen vin på bordet og her vil man typisk vælge at servere enten en sød dessertvin, portvin eller en anden hedvin.

Samtidigt er det en tradition at servere forskellige former for spiritus som fx. cognac og likør.

Det afhænger af det enkelte bryllup om bryllupskagen serveres til kaffen eller om den først serveres senere. Men uanset hvornår den serveres, så er der tale om en form for dessert hvor det typisk vil passe godt med en sød dessertvin, portvin eller anden hedvin.

Hvor meget vin skal man købe?

Når man planlægger bryllupsfesten, så skal man også kigge på hvor meget vin der skal købes ind. Når man gør det, så er det en god ide at huske på følgende tommelfingerregler om hvor meget vin, etc. der skal være til hver gæst:

  • Velkomstdrik, 1 glas pr. person
  • Vin til forretten, 2 glas pr. person
  • Vin til hovedretten, 3 glas pr. person
  • Vin til desserten, 1 glas pr. person
  • Vin til kaffen, 1 glas pr. person
  • Spiritus til kaffen, 1 glas pr. person

Derudover skal man huske at købe sodavand og øl, samt ekstra vin til bryllupskagen hvis den ikke serveres sammen med kaffen.

En vinflaske af almindelig størrelse (75 cl.) indeholder 6 glas vin hvis det er rødvin. Hvis det er hvidvin eller rosevin indeholder den 8 glas og hvis det er champagne eller anden mousserende vin indeholder den 7 glas. Dessertvin og hedvin indeholder 15 glas vin.

Det er altid en rigtig god ide at købe for mange drikkevarer, da noget af det værste der kan ske for festen er at man løber tør for drikkevarer.

Hvis man efter festen finder ud af man har købt for meget vin, så er der mange vinhandlere der tilbyder at tage de uåbnede flasker retur. Og hvis de ikke gør det, så er det forhåbentlig noget god vin man har købt og som man kan nyde fremover eller bruge som gaver.

Køb bryllupsvinen på tilbud

Afhængigt af hvor mange gæster der kommer til ens bryllup, så skal der typisk købes rigtig mange flasker vin.

Hvis der fx. kommer 50 gæster, så kan man regne sig frem til at der skal købes mindst 50-60 flasker vin. Og det uden at have medregnet en del ekstra flasker, så man ikke risikerer at løbe tør for drikkevarer.

Når man køber så mange flasker vin på en gang, så er der virkelig penge at spare hvis man køber dem på tilbud. Det er derfor en god ide at tage et kik på hvilke vin der er på tilbud inden man køber noget som helst.

Hvis vinen ikke skal købes lige nu, så kan du vælge at abonnere på vores nyhedsbrev. Gør du det, så får du hver uge en email der giver dig overblik over vores nyeste vintilbud.

 

Lad Flaskepostens sommelier hjælpe dig med at finde vin til brylluppet

Hos Flaskeposten har vi dagligt kontakt til mange forskellige vinimportører, og har dermed adgang til masser af spændende vin. Så har du brug for hjælp til vinvalg til den store dag, er du meget velkommen til at sende en mail hvor I fortæller om menu, antal gæster og evt hvilke tanker i selv har gjort. Jeg vil så kunne komme med et bud på hvad der vil passe godt af vinen til dagen. I er også velkommen til at ringe på 71 99 02 02.

Rasmus Visby
Sommelier

Rasmus VisbyFounder & Sommelier